Coronatrend lægger millioner til familiefirmas indtjening
Den sønderjyske familievirksomhed Ib Laursen ApS satte vækstmotoren til turbo sidste år og kan trods coronapandemi nu præsentere det bedste regnskab i firmaets 50-årige historie.
Det er dog nærmere på grund af corona snarere end på trods, at Ib Laursen nåede et driftsresultat på 62,8 mio. kr. mod sidste års 47,3 mio. kr.
Virksomheden beskæftiger sig primært med engroshandel med brugskunst og boligindretning, og i et år, hvor ingen har kunnet rejse, er der brugt flere penge på ting til hjemmet.
Derfor har Ib Laursens mangeårige fokus på salg til detailhandlen været en god investering. Tidligere har RetailNews skrevet om en af Ib Laursens kunder, det familieejede Fine Nordic, som sidste år næsten tredoblede sit overskud.
Virksomheden ledes i dag af anden generation, Peter Laursen, som overtog efter sin far, Ib, i 2007. Størstedelen af produkterne designes i Dannmark og produceres i primært Kina og Indien, inden de sendes til forhandlernetværk verden over. 78 pct. af varerne eksporteres.
Ib Laursen har gennem årene vundet adskillige priser, blandt andet for sin eksportindsats, vækstresultater og imponerende messestande, som tager kegler i både størrelse og variation.
Da coronakrisen sidste sommer umuliggjorde størstedelen af messerne, tog Ib Laursen skeen i den anden hånd, engagerede en næsten 20 meter lang lastbil og kørte igennem Europa med de varer, der ellers skulle have været vist frem på messer i Sverige, Tyskland, Østrig og Schweiz. I år er to tourbusser sendt af sted som erstatning for messerne, og de forventes at blive et supplement til de faste messer i ind- og udland efter coronakrisen.
Mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 87,4 | 67,8 |
Resultat af primær drift | 62,8 | 47,3 |
Resultat før skat | 60,1 | 43,3 |
Årets resultat | 46,8 | 33,7 |
Balancesum | 184,8 | 147,4 |
Egenkapital | 162,5 | 126,7 |
Antal ansatte | 44 | 44 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020. |